Partnere
Support
Job i Symantec
Email & Web Security Services
Om Symantec
5. september 2010, 06:10 UTC+1(GMT+1)
Subpage toppicture

SoftScans forudsigelser for 2009

Printvenlig version

SoftScans forudsigelser for 2009:
Mere webbaseret malware, scareware og Social Engineering

I 2009 vil vi se en fortsat stigning i Social Engineering samt distribution af malware og scareware. De skadelige programmer vil samtidig blive mere komplekse og ikke længere være begrænset til at ramme almindelige brugere, men også erfarne IT-administratorer.

Social Engineering - de stjæler din identitet

For et år siden forudsagde SoftScan, at Social Engineering - det at lokke sårbare informationer ud af brugere på nettet - ville blive endnu mere avanceret i 2008. Med udviklingen indenfor sociale services som Facebook, MySpace og Twitter har de IT-kriminelle da også helt tydeligt fokuseret på at udnytte netbrugernes tillid til henvendelser fra kendte services og andre brugere.

Eksempel: En bruger får en e-mail med et link til en opdatering på for eksempel Facebook. Linket leder til en falsk Facebook-side, som umiddelbart ligner den originale, men som i virkeligheden er designet til at opsnappe brugerens login og password. Informationerne bruges efterfølgende til at logge ind i netværket og under falsk identitet sende e-mails til brugerens Facebook-venner.

Vennerne vil uden at tænke nærmere over det åbne mailen og klikke på det link, der fører videre til et website med et sjovt videoklip. For at kunne se videoen skal man dog lige installere et plug-in til browseren. Men i stedet for at få et anvendeligt plug-in, bliver vennernes computere inficeret med virus-ormen Koobface, der igen sender spam ud til vennernes venner.

Mobiltelefoner kan blive det næste

SoftScan forventer, at 2009 byder på endnu mere af samme kategori, hvor de store sociale netværksites bruges til at distribuere malware. Og meget tyder på, at 2009 også bliver året, hvor udbrud af malware på mobiltelefoner for alvor slår igennem, da flere og flere tilgår og opdaterer deres profiler via mobilen, når de er på farten.

Eksplosiv stigning i malware og scareware

Malware på populære websites med indhold og links fra forskellige kilder blev som forventet et problem i 2008. Alene i første halvår blev det til en stigning på 278 % i webbaseret malware. Og stigningen fortsatte støt hen over året. SoftScan forventer, at den eksplosive vækst vil fortsætte i 2009, hvor brugerne skal være endnu mere opmærksomme på deres nedadfærd.

Ligeledes forventer vi en fortsat stigning i brugen af scareware, hvor brugeren narres til at køre en falsk sikkerhedsopdatering, der i virkeligheden viser sig at være en virus. Udover en stigning i angrebene vil vi også se en udvikling imod mere kompliceret scareware, der er målrettet erfarne IT-administratorer. For eksempel med et budskab om at fjerne vira på netværket, nemt og enkelt.

Spam-mængden igen på vej op

SoftScan forudsagde også, at mængden af spam ville falde marginalt i løbet af første halvdel af 2008 for så at stige igen senere på året. I første halvdel faldt mængden ganske rigtigt marginalt, men stigningen udeblev. Tværtimod blev det til et markant fald med lukningen af verdens største botnet* i slutningen af 2008, der blandt andet omfattede det amerikanske firma McColo Corp. Hos SoftScan faldt mængden af spam nærmere bestemt med en tredjedel efter lukningen af McColo-netværket.

I 2009 forventer vi, at spam-mængden vil være let stigende i takt med at spammerne genvinder deres styrke. Det økonomiske incitament til at fortsætte med spam-kriminalitet er rigelig stort til at tage risikoen.

Vi hjælper dig med at komme problemerne til livs

Med disse forudsigelser in mente arbejder vi hos SoftScan løbende på at forbedre og videreudvikle vores produkter, så vi kan minimere risikoen for angreb på jeres systemer. Hvis du vil høre mere om, hvad vi gør for at hjælpe dig eller have en gennemgang af din internetsikkerhed, er du meget velkommen til at kontakte os.

 

__________________________________________

* Botnet er en større samling computere, der fungerer autonomt, men som kontrolleres af en bagmand. Typisk får bagmanden kontrol med computerne uden ejernes vidende ved at sprede en virus. Personen har ofte til formål at udnytte de mange computere til kriminalitet ved for eksempel at rundsende spam eller bombardere en virksomhed med så mange mails eller forespørgsler, at virksomhedens system bryder sammen.